Vi overflyver fjernvarmenettet med en drone

Gentofte Fjernvarme vil i foråret overflyve fjernvarmenettet i Gentofte Kommune med en drone med et termisk kamera for at forebygge varmespild.

Billedet er taget af en drone med termisk kamera og viser temperaturforskelle set fra luften.
Billedet viser et termisk kort efter en overflyvning med dronen. På billedet kan man se huse og rør i jorden. I højre side kan man se, hvilken temperatur områderne har.

I løbet af foråret vil vi overflyve Gentofte Kommune med en drone med termisk kamera for at identificere eventuelle utætheder i fjernvarmenettet.

Dronen er et effektivt redskab, når vi skal have et overblik over fjernvarmenettets tilstand. Dronen tager billeder af varmeudstrålingen. Er der en utæthed på et af fjernvarmerørene, viser det sig som en varmeudstråling på billedet.

Med dronen kan vi finde lækager i et tidligt stadie, eller uhensigtsmæssigheder vi ikke var opmærksomme på. På den måde kan vi planlægge udbedringen og i nogle tilfælde undgå fx at lukke for varmen, når det er meget koldt. Desuden kan vi vedligeholde nettet og forebygge både akutte driftsforstyrrelser og unødige udgifter for alle fjernvarmekunderne.

Kortet viser temperaturudsving, og det er ikke muligt at identificere fx personer på de billeder, som dronen tager. Dronen flyver i 120 meters højde, så det er ikke sikkert, du kan høre eller se den.

Du kan se et udsnit af et termisk kort efter en overflyvning med dronen øverst i teksten.

Vi kan ikke sige præcis, hvilke dage vi flyver med dronen, da en termisk fotografering kræver bestemte vejrforhold for at vise det ønskede resultat.

Har du spørgsmål om vores brug af drone, er du velkommen til at skrive til info@ggfjernvarme.dk eller ringe til 7020 5058.