Må jeg slukke for fjernvarmemåleren, fx i forbindelse med en renovering?
Du må aldrig frakoble din varmemåler fra strømforsyningen. Hvis måleren har været slukket i en periode, er vi nødt til at beregne et forbrug for den periode, måleren har været slukket. Hvis du skal renovere din ejendom eller rive huset ned, og derfor er nødt til at slukke for strømmen, skal du sende en e-mail til Gentofte Gladsaxe Fjernvarme først. Gentofte Gladsaxe Fjernvarme kan sætte et batteri i din måler, mens du har slukket for strømmen i forbindelse med renoveringen. På den måde betaler du kun for den varme, du benytter i perioden. Når du er færdig med renoveringen og igen kan tilslutte strømmen, skal du sende en e-mail til Gentofte Gladsaxe Fjernvarme, så vi kan fjerne batteriet, da det kun er en midlertidig løsning. Du kan sende din e-mail til info@ggfjernvarme.dk
Du kan læse mere i leveringsbestemmelserne pkt. 11 ”Måling af fjernvarmeforbrug”.
Hvad koster fjernvarme i Gentofte?
På vores takstblad kan du se de aktuelle priser på fjernvarme fra Gentofte Fjernvarme. Den samlede pris afhænger af dit forbrug, og hvor godt dit radiatorsystem er reguleret. I takstbladet kan du også se, hvilke elementer prisen er sammensat af. Hent seneste takstblad her.
Hvordan betaler man for fjernvarme?
Fire gange om året sender vi en aconto-regning baseret på dit varmeforbrug de foregående år. Hvert år ved årsskiftet fjernaflæser vi din måler og opgør dit faktiske forbrug. Har du brugt mere end forventet, betaler du det ekstra – har du brugt mindre, bliver det modregnet på næste aconto-regning. Opgørelsen over årets forbrug modtager du i midten af januar.
Jeg har solgt mit hus – hvem skal jeg informere om hvad?
Hvis du har solgt dit hus gennem en ejendomsmægler, så sørger mægleren typisk for det praktiske med at give os besked. Det vigtigste er, at varmemåleren bliver aflæst ved fraflytningstidspunktet og sendt ind til os sammen med navn og kontaktoplysninger på den nye ejer samt din egen nye adresse. Så laver vi en slutopgørelse og sender til dig. Send alle oplysningerne til os på mail til info@ggfjernvarme.dk.
Skal jeg regulere på fjernvarmeboksen, når fyringssæsonen går i gang og slutter?
Er din fjernvarmeboks leveret som en Model A-aftale eller de nu udgåede Lejeordning og Plusaftale, behøver du normalt ikke at ændre indstillingerne på dit anlæg efter årstiden. Anlægget er forsynet med en temperaturføler, som holder øje med udetemperaturen og automatisk regulerer anlægget derefter. Hvis du mangler varme (nok) i overgangen mellem, sensommer og efterår, så hent vejledningen til, hvordan du ændrer varmeudkoblingstemperaturen her.
Hvis du selv har købt din fjernvarmeboks gennem en VVS’er, så tjek betjeningsvejledningen eller kontakt din VVS’er.
Hvem ejer min fjernvarmeinstallation?
Din fjernvarmeinstallation består af to dele: En stikledning fra vejen og ind til din ejendom og en fjernvarmeboks inde i huset.
Stikledningen ejer vi altid. Hvis du eller andre får brug for at grave dybt på din grund, så kontakt os, inden du/I går i gang.
Hvis du har en Model A-aftale, så ejer vi også fjernvarmeboksen i dit fyrrum – og det er også os, der sørger for at servicere og vedligeholde den. Hvis du selv har købt fjernvarmeboksen som en del af en Model B-aftale eller andet, så ejer du den selv – og derfor har du selv ansvaret for at servicere og vedligeholde den.
Hvis du har den udgåede Plusaftale eller Lejeordning, så ejer du fjernvarmeboksen, men som en del af aftalen, servicerer og vedligeholder vi den i de første 20 år.
Er du i tvivl, så kontakt os.
Hvad gør jeg, hvis jeg oplever problemer med mit fjernvarmeanlæg?
Fjernvarmeboksen er en rigtig arbejdshest. Den er vant til at bestille noget og er meget driftstabil. Skulle du mod forventning opleve problemer med boksen, så er der et par få ting, du skal tjekke, inden du kontakter os. Så finder vi ud af, om problemerne skyldes fjernvarmeboksen eller dit centralvarmeanlæg. Følg vejledningen her.
Hvad er ’incitamentsbidrag’?
Det varme vand, som du modtager fra fjernvarmenettet, er cirka 90 grader varmt. I fjernvarmeboksen i dit fyrrum sendes energien videre til vandet i dit centralvarmesystem, og bagefter sendes det køligere vand retur til fjernvarmesystemet for at blive varmet op igen.
Forskellen imellem temperaturen på det vand, du får fra fjernvarmenettet og det vand, du leverer tilbage til fjernvarmenettet skal minimum være 35 grader. Du skal altså afkøle vandet mindst 35 grader, inden du sender det retur.
Afkøler du vandet mindre – gennemsnitligt over et helt år – så bliver du opkrævet en incitatmentstakst for ikke at udnytte varmen godt nok. Afkøler du mere end de 35 grader i gennemsnit får du en refusion. Incitamentstaksten er kun relevant, hvis du har valgt Model B. Hvis du har valgt Model A, opkræver vi ingen incitamentstakst.
Læs mere i takstbladet og leveringsbestemmelserne, som du kan hente her.
Fandt du ikke svar på det ønskede? Så kontakt os.