Vi skal udnytte fjernvarmen endnu bedre og ændrer derfor på kravet til returtemperaturen igen

For at udnytte fjernvarmen bedst muligt sænkes temperaturgrænsen for betaling efter incitamentstakst med endnu en grad pr. 1. januar 2027. Den nye grænse bliver 41 °C. Hos Model A-kunder tager Gentofte Fjernvarme ansvaret for drift og vedligehold af anlægget, og de er derfor ikke omfattet af incitamentstaksten.

Når vi udnytter fjernvarmen effektivt, får vi mere varme ud af den energi, vi allerede producerer. Det er godt for klimaet, økonomien og kapaciteten i fjernvarmesystemet.

Gentofte Fjernvarme vokser fortsat med nye kunder og nye områder, der kobles på fjernvarmenettet. Det er en fordel, fordi vi bliver flere om at dele udgifterne til drift og vedligehold. Samtidig stiller det større krav til, at vi bruger energien så effektivt som muligt. Derfor sænker vi gradvist temperaturgrænsen for betaling efter incitamentstakst med én grad om året de næste to år.

Kort om fjernvarme

Vores fjernvarmekunder modtager vand på mellem 60 og 100 °C via fjernvarmenettet. Ejendommens fjernvarmeanlæg sender varmen videre til vandet i ejendommens centralvarmesystem, som bruger af energien (varmen) og dermed afkøler fjernvarmevandet. Herefter sender systemet det afkølede fjernvarmevand retur til fjernvarmeværket, hvor det bliver varmet op igen og er klar til at blive sendt ud i fjernvarmesystemet på ny. Temperaturen på det vand, som sendes tilbage til fjernvarmeværket fra ejendommens fjernvarmeanlæg, hedder returtemperaturen.

Se en film på under to minutter om, hvordan fjernvarme fungerer.

Afregning efter incitamentstakst skal mindske varmespild

I 2026 gælder det for fjernvarmekunder, hvis returtemperatur i gennemsnit over et år er mindre end 42 °C, at de får udbetalt en refusion. Kunder, som i gennemsnit på et år i 2026 sender returvand, som er varmere end 42 °C, tilbage til fjernvarmeværket, skal betale en afgift.

Fra 1. januar 2027 bliver grænsen sænket til 41 °C som led i den løbende indsats for at sikre en bedre udnyttelse af energien i fjernvarmesystemet.

Du kan læse mere om incitamentstaksten i vores takstblad og leveringsbestemmelser. 

Hvem har ansvaret for returtemperaturen?

Model A-kunder bliver ikke opkrævet incitamentstakst. Her står Gentofte Fjernvarme for drift og vedligehold af fjernvarmeanlægget som en del af abonnementet, og ændringen får derfor ikke betydning for varmeregningen.

Kunder med Model B eller Model A+ afregnes efter incitamentstaksten. Den gennemsnitlige returtemperatur for det seneste år fremgår af den årlige varmeopgørelse.

Tjek fjernvarmeanlægget i god tid

For at undgå at betale incitamentstakst, når vi sænker temperaturgrænsen næste år, opfordrer vi Model B-kunder til at gennemse deres fjernvarmeinstallationer allerede nu. Det kan være en god idé at få en autoriseret VVS-installatør til at efterse anlægget og sikre, at det fungerer optimalt.

Et veldrevet anlæg kan både reducere energiomkostningerne og forbedre udnyttelsen af fjernvarmen.

For Model A+-kunder følger vi løbende op på ejendomme med høj returtemperatur og kontakter de ansvarlige, når der er behov for det. Personer med ansvar for en ejendoms varmeinstallation er naturligvis altid velkomne til at kontakte os ved tvivlsspørgsmål.

Læs mere om, hvordan du kan udnytte energien bedre hjemme hos dig, på www.gentoftefjernvarme.dk/spareraad.

6. juli 2026