Vi kvalitetssikrer vores anlægsarbejde med drone

Vi flyver med drone, når vi graver ud til fjernvarme. Det gør vi for at sikre, at vores gravearbejde foregår korrekt, og at vi genetablerer området som før. Dronen dokumenterer områdets udseende ved at tage en række billeder.

Vi graver mange steder i disse år og lægger kilometervis af ledninger, som fremover skal bringe varme i radiatorer og varmt vand i hanerne hos de fleste borgere i kommunen. Udbygningen af fjernvarmenettet er et komplekst projekt, som foregår både under og over vejen – og inde på grundene hos vores kommende kunder.

Når vi sørger for at give boligejerne mulighed for at få fjernvarme ved at gennemføre anlægsarbejdet, har vi samtidig øje for at genetablere områderne ordentligt efter endt gravearbejde. Derfor er vi grundige med at kortlægge de steder, vi graver. Det sker både inden, undervejs og lige efter anlægsarbejdet, og vi supplerer det traditionelle tilsynsarbejde på jorden med fotodokumentation ved brug af en drone. På den måde kvalitetssikrer vi arbejdet grundigt, mens det står på, og sørger for, at vejene kommer til at ligne sig selv igen bagefter. Desuden bruger vi data fra dronen til at sikre økonomien under projektet ved bl.a. at holde øje med fremdriften.

Vi sender dronen ud et par gange om måneden på hverdage mellem kl. 9.00 og 15.00, mens vi graver. Beboerne i områder med droneflyvning bliver orienteret ca. hvert halve år, indtil vi er færdige med at flyve her.

Som beboer er det en fordel løbende at få dokumenteret udseendet af sin vej – og som kommende fjernvarmekunde også sin grund – via en drone. Denne type dokumentation er nemlig præcis og en effektiv måde at styrke både selve anlægsarbejdet og sikre resultatet af reetableringen af området.

Droneoverflyvningerne bliver gennemført af en certificeret dronepilot, som kender de gældende regler på området og har de krævede tilladelser. Når anlægsarbejdet er færdigt, og vi har reetableret området, bliver data slettet.

Hvis du har spørgsmål til vores tilladelser, dokumentation eller kvalitetssikring i det hele taget, er du velkommen til at kontakte os på info@ggfjernvarme.dk.

 

Foto: Lasse Gorm Jensen