Hvad koster en tilslutning til fjernvarmen?
Tilslutningsbidraget er på mindst 90.000 kr. i 2026.
Hvad koster en tilslutning?
Når man vil have sin bolig sluttet til fjernvarmenettet, koster det et tilslutningsbidrag for en standardløsning. I 2026 er bidraget 90.000 kr. og gælder en tilslutning pr. matrikel. Beløbet dækker langt fra de reelle udgifter. Omkostningerne på en tilslutning er som regel 180.000 til 220.000 kr. for en almindelig villa. Vær opmærksom på, at der normalt er ventetid på en tilslutning.
Se i øvrigt vores takster, og læs vores leveringsbestemmelser, eller beregn din fjernvarmepris.
Bor jeg i et område med fjernvarme?
Klik dig ind på vores kort over udbygningen. Her kan du se, om der er fjernvarme dit område.
Hvis du bor i et område, hvor der allerede er fjernvarme, kan du ringe til os tlf. 7020 5850.
Vælg mellem to modeller
Når du skal have fjernvarme, skal du vælge mellem to modeller for tilslutning, men inkluderet i prisen er altid:
- Nedgravning af rør og rørføring til nærmeste facade
- Boring og afsætning af ventiler til fjernvarmeanlægget
- Genetablering af græsplæne, standardfliser eller lign. efter gravearbejde
- Betaling af opsigelsesgebyr, hvis du har gas i dag og ikke skal bruge det længere.
Model A
Vi står også for den indvendige rørføring og for at nedtage og bortskaffe dit nuværende fyr. Har du en olietank på maks. 1200 liter fjerner vi den. Er olietanken nedgravet, tømmer og afpropper vi den.
Vi køber og opsætter et nyt fjernvarmeanlæg og står for drift, vedligehold, reparationer og evt. udskiftning af anlægget. For denne service betaler du årligt et beløb over varmeregningen.
Model B
Du skal selv bekoste og stå for udførslen af det indvendige arbejde, når vi er færdige med den udvendige rørføring.
Du køber og ejer selv anlægget og har ansvaret for vedligehold og udskiftning. Du skal selv kontakte og betale en VVS-installatør for at få anlægget sat op. Du skal også sørge for løbende at få en fagperson til at gennemføre serviceeftersyn og udskifte reservedele.
Læs mere om Model A og Model B.
Læs om mulighederne for fjernvarme til erhverv, institutioner og større boliger.
Særlige forhold
Hvis du ønsker en anden rørføring end vores standardløsning, skal du betale differencen uanset dit valg af model. Oftest vil vores standardløsning minde om den, du har i dag.
Skal der asbestsaneres i forbindelse med opsætning af dit nye anlæg, betaler du for udgifterne til saneringen.
Læs mere om dette i specifikationerne for standardinstallation for de forskellige modeller (se under overskriften Standardinstallation).
Kontakt os på tlf. 7020 5850 eller via mailen info@ggfjernvarme.dk for at høre om dine muligheder.
