De største fordele

Gentofte Kommunes borgere er i gang med til at slå dansk varmerekord. 90% af de boligejere, der får tilbudt fjernvarme, siger ja. Se her, hvorfor så mange er vilde med varmen i vores rør.

Fordel 1: Fremtidens grønne miljøregnskab

I dag kommer 94 % af fjernvarmens energi fra energikilder som halm, flis, affald, sol og vind og fra samproduktion med el. Procenten stiger år for år, og vi stopper ikke, før 100 % af byens varme er grøn.


Fordel 2: Lydløst. Lugtfrit. Pladsbesparende.

Med fjernvarme i huset bliver fyret erstattet af et lille, fuldautomatisk fjernvarmeanlæg. Herfra strømmer stabil varme ud til husets radiatorer, gulvvarmeanlæg og varme haner. Fjernvarmeboksen er helt lydløs, afgiver hverken lugte eller damp og er fuldt isoleret. Så katten mister ganske vist sin lune, energislugende yndlingsplads ovenpå fyret, men til gengæld breder fjernvarmehyggen sig i husets radiatorer.


Fordel 3: En prismæssigt fornuftig løsning

Har du oliefyr i dag, kan du glæde dig til, at varmen bliver billigere. Ved at gå fra olie til fjernvarme vil du nok opleve en besparelse. Gasprisen har svinget meget i de seneste år. Derfor ændrer prisforskellen sig mellem gas og fjernvarme også løbende. Erfaringen siger dog, at fjernvarme er en prismæssigt fornuftig løsning.


Fordel 4: Selvkørende fra dag ét

Anlægget er fuldt klimastyret og slår automatisk over på vinterdrift, når udetemperaturen falder – og tilbage til sommerstatus, når solen skruer op for charmen. Dit forbrug af varme bliver fjernaflæst, så vi kan følge med og hurtigt reagere, hvis der er uforklarlige udsving. Vores servicetekniker kommer forbi efter behov og reparerer for vores regning. Denne service plus reparationer og udskiftning til nyt anlæg er med i aftalen for alle kunder under Model A.