Vores fjernvarme ligger i den grønne kategori
Energistyrelsen har udviklet en rangeringsmodel, som giver en fælles ramme, så fjernvarmeforsyninger kan vise, hvor grønne de er. I modellen skal fjernvarmeforsyningen rangeres ud fra, hvor meget CO2 produktionen udleder, og inddeler den i kategorierne rød, gul og grøn. Forsyninger, hvis varme udleder mindst CO2, placeres i den grønne kategori.
Grænseværdierne på rangeringsmodellen er baseret på udledningen fra individuelle gasfyr og individuelle varmepumper. Grænseværdien mellem gul og rød er fastsat af gasfyret, som har den største udledning af CO2. Grænseværdien mellem grøn og gul er fastsat ud fra, at den individuelle varmepumpe har en lavere emission af drivhusgasser end et gasfyr.
Gentofte Fjernvarme lander i den grønne kategori.
Ifølge miljødeklarationen for 2024 fra CTR (Centralkommunernes Transmissionsselskab), som vi køber vores fjernvarme af, udleder Gentofte Fjernvarme 3,3 kg CO2/GJ uden emissioner fra affald og 10 kg CO2/GJ med emissioner fra affald. Gentofte Fjernvarme lander altså i den grønne kategori i rangeringsmodellen.
Se herunder, hvordan skalaen i Energistyrelsens rangeringsmodel er inddelt.

Energistyrelsens rangeringsmodel 2024. Grænseværdier ved 200% metoden.
CTR’s miljødeklarationer fra 2024 og tidligere år finder du på www.gentoftefjernvarme.dk/aftale under overskriften Energiafgifter og miljødeklarationer. Her kan du også se sammensætningen af varmekilder i vores fjernvarme. Deklarationen for 2025 kommer i 2. kvartal af 2026. Læs Gentofte Fjernvarmes fjernvarmedeklaration 2024 fra CTR her.
En hjælp til den miljøbevidste forbruger
Energistyrelsens rangeringsmodel hjælper dig som forbruger til at se, hvor miljøvenlig fjernvarmen fra din forsyning er – og dermed hjemme hos dig, hvis du har fjernvarme. Du kan også sammenligne fjernvarmen med andre opvarmningsformer (f.eks. gasfyr og varmepumper) ved at se på, hvor høj CO2-udledningen er for disse varmekilder.
Grønne omstillingsplaner
Fjernvarmeforsyninger skal offentliggøre grønne omstillingsplaner, som skal ses i sammenhæng med Energistyrelsens rangeringsmodel. Med de grønne omstillingsplaner kan forbrugerne få indsigt i, hvad deres varmeforsyning gør for at opnå en bedre rangering fremadrettet.
Gentofte Fjernvarme køber varmen af CTR (Centralkommunernes Transmissionsselskab). Se CTR’s grønne omstillingsplaner 2025 her.
Læs mere om rangeringsmodellen og de grønne omstillingsplaner på Energistyrelsens hjemmeside: www.ens.dk.
