Kommunalbestyrelsen godkender øgede midler til fjernvarmeudbygning

Kommunalbestyrelsen i Gentofte godkendte mandag d. 25. august 2025 Opjustering af rådighedsbeløb til den fortsatte udbygning af fjernvarme i Gentofte Kommune samt takstkonsekvens.

Foto: Sara F. Holm, Gentofte Gladsaxe Fjernvarme

Tilpasningen af rådighedsbeløbet skyldes, at de forventede samlede omkostninger til udbygning af fjernvarmenettet i Gentofte Kommune bliver lidt højere end først antaget.

Gentofte Fjernvarme forventer fortsat at være i mål med udbygningen af fjernvarmenettet i kommunen i 2030, men en række uforudsete faktorer har bidraget til, at fjernvarmeforsyningen kommer til at øge de forventede anlægsudgifter over de næste fem år.

Prisstigninger på materialer og mangel på arbejdskraft

I kølvandet på krigen i Ukraine, som startede i 2022, er ståludbuddet på verdensmarkedet fortsat begrænset, og prisen på stål og dermed på fjernvarmerør er som konsekvens blevet betydeligt højere. Desuden har der de seneste år været store prisstigninger på deponi af jord, hvilket også er en essentiel del af fjernvarmeudgravningen.

Regeringens prioritering af fjernvarmeudrulningen på landsplan har resulteret i mangel på arbejdskraft; udbygning af fjernvarme kræver nødvendigvis en bred faglighed og eksperter på mange områder, og dem er der rift om i landets kommuner, som er i gang med at udbygge deres fjernvarmenet. Anlægsarbejdet har derfor i perioder været forsinket grundet mangel på mandskab, hvilket også medfører merudgifter.

Ingen takststigninger med det samme

Her og nu sker der ingen ændring af fjernvarmetaksten. De øgede omkostninger til udbygning af fjernvarmenettet vil blive indregnet i taksten, som fastsættes af Kommunalbestyrelsen i Gentofte, i de kommende år. Gentofte Fjernvarme er nemlig underlagt ”hvile i sig selv”-princippet, hvilket betyder, at fjernvarmetaksten afspejler de faktiske omkostninger. Taksten for 2026 forventes at blive vedtaget af Kommunalbestyrelsen i Gentofte i december 2025.

Fjernvarme er fortsat en god ide

Fjernvarme er en nem og sikker varmekilde, der har en stor rolle i forhold til at udfase fossile opvarmningsformer, og som bidrager til den grønne omstilling. Fjernvarme er i de fleste tilfælde en økonomisk fornuftig opvarmningsform, hvis man skal investere i en ny varmekilde og tager udgangspunkt i gennemsnitspriserne. Når mange tilslutter sig fjernvarmenettet, er der flere om at dække de fælles udgifter, hvilket er med til at reducere omkostningerne for alle fjernvarmekunderne. I Gentofte Kommune er der fortsat stor opbakning til fjernvarmen, og omkring 90 % af husstandene har takket ja til at blive tilsluttet fjernvarmenettet.

Du kan læse mere om Kommunalbestyrelsens beslutning på Gentofte Kommunes hjemmeside.

26. august 2025